Den danske model er en betegnelse for, hvordan det danske arbejdsmarked er bygget op og organiseret, med specielt fokus på de aftaler der indgås mellem fagforeninger og arbejdsgivere. Modellen bygger på en fordeling af arbejdet mellem staten og de forskellige parter på arbejdsmarkedet. Her fremhæver man især deres store indflydelse når det kommer til løn, arbejdsvilkår og beskæftigelsespolitik, som er noget helt særligt i Danmark.
Hvad kendetegner den danske model?
En af de ting der kendetegner den danske model er fleksibiliteten, det vil sige at det er forholdsvist nemt for en arbejdsgiver at afskedige en medarbejder, men samtidig har ledig mulighed for fortsat at have et nogenlunde indkomstniveau. Der er en høj overenskomstdækning, hvilket er resultatet af at en stor del af arbejdsstyrken traditionelt set har været organiseret i fagforeninger og at arbejdsgiverne har organiseret sig i arbejdsgiverorganisationer, og der er blevet indgået kollektive overenskomster mellem disse parter når det kommer til arbejdsvilkår, løn, osv. på det danske arbejdsmarked. Dette forhold bygger til dels på frivillige aftaler, og det betyder f.eks. at der ikke er nogen lov vedrørende minimumsløn i Danmark.
I det hele taget er der ikke meget lovgivning når det kommer til at regulere arbejdsmarkedet. Den danske model adskiller sig også fra andre lande i Europa på grund af en høj erhvervsdeltagelse af kvinder, at man selv kan bestemme om man vil være medlem af arbejdsløshedskasser samt at en del af lønnen ikke fastsættes ved overenskomster, men afhænger af de aftaler der er på de enkelte arbejdspladser. Desuden er ansættelsesbeskyttelsen mindre i Danmark end i andre europæiske lande, især i Sydeuropa.
Den danske models tre dele
For at samle op på det ovenstående, så kan man konkludere at den danske model bygger på tre dele, nemlig trepartssamarbejde, kollektive overenskomster og en høj organisationsgrad. Statens samarbejde med de forskellige parter på arbejdsmarkedet er en integreret del af alt hvad der har med beskæftigelsespolitik at gøre, også når det kommer til områder hvor lovgivningen normalt træder i kraft, f.eks. arbejdsmiljø, jobformidling, arbejdsløshedsforsikring, m.m. Her kan man igen fremhæve at politikerne generelt ikke har så meget at skulle have sagt når det kommer til det danske arbejdsmarked. Alle lovforslag der har med arbejdsmarkedet at gøre sendes nemlig til høring hos de forskellige parter inden de vedtages af Folketinget, og derfor ligger afgørelsen ofte hos arbejdsmarkedets parter from for politikerne. Staten holdes så vidt som muligt udenfor reguleringen af arbejdsvilkår og løn, hvis altså parterne selv er i stand til at løse eventuelle problemer eller stridigheder indenfor disse områder. Dette er noget helt særligt og unikt for den danske model. Det forudsætter et højt niveau af moral og stærke og repræsentative organisationer samt ansvarlighed for de beslutninger der træffes.
Den danske model og hovedaftalen mellem DA og LO
Landsforeningen i Danmark (LO) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er de to vigtigste parter på det danske arbejdsmarked, og de har sammen vedtaget en række grundregler vedrørende parterne. Disse grundregler handler blandt andet om arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, retten til at tage kollektive kampskridt, det vil sige strejker, blokader, lockout, boykot, m.m. Fredspligten er også en del af det, og det betyder at man ikke lovligt kan stoppe arbejdet, så længe at en fælles overenskomst gør sig gældende. Grundreglerne inkluderer også tillidsrepræsentanter, og forhold der drejer sig om afskedigelse af dem samt arbejdstagere. Hvis et af disse forhold overtrædes skal det for arbejdsretten, hvor en afgørelse vil blive truffet.
Udfordringer for den danske model
Den danske model, også kaldet flexicurity-modellen, har dannet grundlag for at mange jobs er blevet oprettet, og at en sund dansk økonomi er blevet sikret. Men den er ikke ufejlbarlig, og tingene kan se anderledes ud i fremtiden. En af de udfordringer vi står overfor i Danmark er hvorvidt det er muligt at opretholde velfærdssystemet som vi kender den i dag, set i lyset af at der bliver flere ældre og færre i den samlede arbejdsstyrke. Desuden har globaliseringen haft sin indflydelse, og det vil den fortsat have i en endnu større grad i fremtiden. Det kan betyde at jobs bliver flyttet til udlandet, f.eks. Østeuropa eller Asien, og arbejdsmarkedet kommer under et stigende pres.
Skriv et svar